16.08.2010

Sjón - Oscarnomineret forfatter åbner ny sæson i Den Sorte Diamant

Den 1. september åbner den islandske forfatter og poet SJÒN den ny sæson på International Forfatterscene i Den Sorte Diamant. Sjón blev kendt på Island som undergrundspoet og blev bl.a. nomineret til en Oscar for sine sangtekster til Björk i Lars Von Triers Dancer in the Dark. I 2005 fik han tildelt Nordisk Råds Litteraturpris for sin roman Skygge Baldur.

Sjón betyder syn og er den islandske forfatter Sigurjón Birgir Sigurðsons kunstnernavn. Han er kendt på Island som undergrundspoet og arbejder indenfor flere genrer end litteraturen; både billedkunst, musik, litteratur, performance og film. Sjón har en unik evne til at sammenvæve international kultur, myter, litteratur og populærkultur. Hans fortællerstil er let og humorfyldt, og både i hans romaner og digte mødes himmel og jord.

I 1980'erne blev Sjón forgrundsfigur i det surrealistiske kunstkollektiv Medusa i Reykjavik. Han har skrevet sangtekster for bl.a. Björk, og blev også Oscar-nomineret for musikken til Lars von Triers film Dancer in the Dark (2000). Sjón har desuden skrevet forord til Valerie Solanas' radikale SCUM Manifest (da. 2010).

Sjón debuterede som 16-årig med digtsamlingen Synir (Visioner, 1978), og siden har han udgivet teaterstykker, en børnebog, elleve digtsamlinger og fem romaner. Hans første roman, Stálnótt (Stålnat), blev udgivet i 1987. Det islandske folkesagn, kortromanen Skugga-Baldur (2003, da. 2005), indbragte Sjón Nordisk Råds Litteraturpris i 2005. Samme år blev Splinten fra Argo (da. 2006) kåret som årets bedste roman i Island. Han har udgivet flere digtsamlinger på eget forlag, og disse er blevet solgt på værtshuse – værtshusdigte er næsten en etableret genre på Island.

Sjón besøger Diamanten i forbindelse med den danske udgivelse af hans nye roman, Tusmørkeundere (2008), der udkommer 27. august 2010 på C&K Forlag. Han vil fortælle om sit forfatterskab i samtale med forfatter og litteraturkritiker Erik Skyum-Nielsen.

Billetpriser: 110 kr. / studerende 60 kr. / Diamantklub 70 kr. Billetter i Diamantens reception og på www.billetlugen.dk





Inspired by Iceland