Islandske kræfter

»Den tur til Island var vist lidt af en katastrofe.« Ordene er min søns, og de kom eftertænksomt, efter at vi havde fortalt ham om vores oplevelser i det nordlige Island for en uge siden.

»Hvad mener du med det,« spurgte vi undrende.

»I fik jo rådden hval og fårehoveder,« mindede han os så om.

Og ret havde han. På turene ud til småøerne og op i fjeldene blev vi gang på gang budt på islandske specialiteter af den helt særlige slags. Og jo. Jeg vil give drengen ret i, at islandsk traditionel mad er direkte skræmmende, men vores islandstur var det længste, man kommer fra en katastrofe. Tværtimod vil jeg beskrive rejsen som livsbekræftende ud over det sædvanlige.

Livsbekræftende, fordi vi blev mødt af hjælpsomme, vidende og glade mennesker overalt, hvor vi kom.

Livsbekræftende, fordi samtlige mennesker, vi mødte, var dybt engageret i lokale forhold. Sammenholdet var exceptionelt.

Livsbekræftende, fordi alle gav sig tid til at nyde hinandens selskab og de lange, men sjældne sommerdage deroppe langt mod nord.

Livsbekræftende, fordi alle udviste en driftighed, som fik mig til at tænke, at det ikke er tilfældigt, at det er islændingene, der har købt sig ind i dansk erhvervsliv. Vi mødte småbørnsmødre, der drev egen virksomhed, og ægtepar, som hver havde indtil flere firmaer og job. Nej, de lader sig ikke passificere, blot fordi der er hundreder af kilometer til eneste og nærmeste storby.

Og så til sidst: Alt det andet var enestående. Vulkanerne, de varme kilder, de smukke fjorde og de lyse nætter. Og maden? Den var fabelagtig. Vi spiste fem gange i Akureyri - en by med kun omkring 17.000 indbyggere beliggende omkring 40 km syd for polarcirklen. Vi fik lam, som havde græsset i havluften på vidderne, frisk fisk og de dejligste vulkanske kartofler.

Jo, de kan meget i Island, og man bliver glad af at besøge folket på den grønne ø.

Kilde: Jyllandsposten, rejseredaktør Dorte Kuula, 3. august 2007.

Video Gallery

View more videos