Islandsk aften i LiteraturHaus den 12. november kl. 20

Einar Már Gudmundsson konfronterer os med sin splinternye bog “Hvidbogen”, hvor han kaster et skånselsløst blik på hele samfundsudviklingen bag den højaktuelle finanskrise i Island.

Andri Magnason giver os også en kritisk samtidsskildring, men hans ”Drømmelandet” har sit udgangspunkt i nationens livligt debatterede kraftværkspolitik.

Huldar Breidfjörd sender os ud på den islandske landevej, hvor han kæmper med sin egen maskulinitet og mod snestormen i sin skæve og underfundige road story ”Kære landsmænd!”.

Sölvi Björn Sigurdsson tager os væk fra Island og sender sin hovedperson til Amsterdam for at drikke sig ihjel sammen med sin kræftsyge mor i romanen “Min mors sidste dage”.

Audur Jonsdottir har boet på Nørrebro og skrevet “Depositum”, en roman om kulturmøder, der er inspireret af den danske integrationsdebat.

Endelig slipper Thórarinn Leifsson en kannibalistisk familiefar løs i bogen “Fars store Hemmelighed”.

Der vil blive læst højt primært på dansk, men også på islandsk og engelsk.

Musik af Stafrænn Hákon.

Varm mad kan købes i LiteraturHaus’ café fra kl. 19-20.

Entré 50,-

www.islandsklitteratur.wordpress.com



Video Gallery

View more videos