Helgi Þorgils ferniserer på Nordatlantens Brygge

Helgi Þorgils ferniserer på Nordatlantens Brygge

Fra den 6. september indtil 4. januar udstiller Helgi Þorgils Friðjónsson sine malerier på Nordatlantens Brygge.

Værkerne er domineret af surreale landskaber og velafbalancerede kompositioner af mennesker og dyr – til tider i et symbiotisk forhold, andre gange blot som statister i parallelle universer. Udstillingen arrangeret i samarbejde med Islands Ambassade i København og støttet af Skipti og Icelandair.

Islands ambassadør, Hr. Svavar Gestsson, åbner udstillingen.

Åbningen fredag den 5. september fra kl. 16-18 er en del af Kopenhagen Contemporary Art Weekend.

Alle er velkomne.

Mere på www.bryggen.dk og http://www.cia.is/news/oktober05/helgi.htm

 

Tale ved åbningen af udstilling af Helgi Þorgils Friðjónssons værker på Nordatlantens Brygge den 5. september 2008

Ambassadør Svavar Gestsson

 Ærede gæster.

Helgi Þorgils, Helga og Hreinn!

Jeg vil begynde med at takke Hreinn Jakobsson specielt for den støtte som virksomheden Skipti har ydet til denne flotte udstilling. Det er ikke almindeligt at kunne holde resultatet af en sådan støtte i sin hånd, men det er tilfældet her.

Virksomheden Skipti, hvor Hreinn er direktør, støttede udarbejdelsen af udstillingskataloget som er ualmindelig smukt og et kunstværk i sig selv. Hreinn, jeg vil bede dig om at hilse og takke Brynjólfur Bjarnason og Pétur Óskarsson hos Síminn som tog beslutningen om at yde denne støtte – jeg er sikker på at det vil glæde dem at modtage dette klenodie.

Jeg vil også takke katalogets designer, Sigrún Sigvaldadóttir, for det smukke design. Og man kan også se kunstnerens hænder i kataloget. Tak!

Jeg vil endvidere benytte denne lejlighed til at takke Helga Hjörvar, direktøren for Nordatlantens Brygge for et særdeles fornøjeligt, givende og spændende samarbejde i den periode jeg har arbejdet her. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet resten af den tid jeg har tilbage her i København.

Jeg ved da også at denne udstilling rører hjertet på nogen af os mere end andres.  Det er fordi kunstmaleren stammer fra Dalerne i Island (úr Dölunum) ligesom jeg og Úlfur, Helga Hjörvars mand. Dalerne er ikke så fremtrædende i det islandske landskab men de har en kæmpemæssig rolle i den islandske historie gennem tiderne og derfra kommer digterne; i forrige århundrede for eksempel Stefán fra Hvítadal, Steinn Steinar og Jóhannes úr Kötlum. De digtede alle hyldestdigte til omgivelserne, og også politiske digte, verdenskritiske digte og er blandt de største pionerer i islandsk litteratur.

Men nu digter Dalefolket også med farver og kunst. Og i toner. For eksempel er Helgi Þorgils Friðjónssons værker udsprunget fra naturen derhjemme såvel som fra verdenskunsten.

Han opholder sig en stor del af året på Kjarláksstaðir på Fellsströnd hvor landnamsmanden Kjarlákur den gamle boede i landnamstiden. På den ene side af Helgis bosted løber der en lille elv, som har været årsagen til større skænderier en nogen ligeså lille elv i hele verden, på samme side er skoven som overlevede den islandske fårebestands overgræsning, så smuk og så fredfyldt at ingen kan forestille sig noget andet end fred og mildhed i dens nærvær. I retningen lige ud fra Helgis bosted ligger havet og fuglene. Fuglene er nu som vi kan se, alle samlet på lærred og hængt op på væggene i Nordatlantens Brygge.  Bag Helgis bosted knejser bjergene som danner Fellsströnd, for eksempel Ytri-Fellsmúli, hvorfra der er udsigt over hele den sydlige Breidafjörður bugten. Det er en hyldest til disse omgivelser Helgi digter om, han digter hyldestsange i farver – det er Dalefolkets metode, i det 13. århundrede skrev de den islandske saga Sturlunga, i det 19. og 20. århundrede skrev de digte, og i det 21. århundrede er det farverne, billedet, øjet.

Jeg håber at I tilgiver mig hvor personlig jeg er i disse ord og jeg er ikke færdig endnu: Min hustru Guðrún og jeg ejer et hus beliggende ved den nordlige side af Breidafjördur bugten, vi kan se bugten fra dalen og ud mod horisonten med selve kongen, Snæfellsjökull i sin majestætiske værdighed. Men faktisk har jeg en mistanke om at Snæfellsjökull er en kvinde, og derfor en dronning, men det er jo en anden sag.

Når Guðrún og jeg er vestpå bliver vi, inden vi ved af det, en del af naturen. Guðrúns første gøremål om morgenen er at se efter sælen der som regel ligger på en sten i strandkanten ude foran vores hus. Mens vi drikker morgenkaffen er samtaleemnet tit: Mon ørnen flyver over os i dag? Hvor mon rype-familien befinder sig for tiden? Sikke spoven larmer, mon hunden driller den? Kan du se vipstjærten? – nej, der er to af dem i dag! Sikke noget! Og uden at vi ved af det opdager vi at vi er blevet fuldstændig sammenvokset med denne natur, disse omgivelser, dyrene, vejret, vegetationen, havet, det hele.

Og nu kommer jeg endelig til dagens emne, nemlig Helgi Þorgils Friðjónsson, fordi når vi ser hans billeder her på udstillingen føler jeg at jeg er kommet hjem, i færd med at se på hund, fisk, skyer, himlen, genspejling, mænd med harmonikaer, fugle, heste.

Helgi har altid vækket opsigt med sine værker hjemme i Island, folk har i forundren beskuet disse opløftede nøgne mænd og drenge med tissemænd som ikke strider mod tyngdeloven men er hvor de skal være. Og sammenspillet mellem disse nøgne mænd og omgivelserne, fugle, ikke mindst svaner, og så er der bjerge og skyer og sole, genspejlinger. Nogle vil hævde at Helgi altid maler på samme måde, men det er helt forkert.  Han er altid ny i sine værker og nu fremstår Helgi endnu en gang som en kunstner på en ny måde på denne udstilling, ikke fordi opgaverne er helt anderledes men fordi her leverer han sine naboer fra Kjarláksstaðir i en helhed tydeligere end nogen sinde før. Jeg har fornemmelsen af at fuglebillederne på denne udstilling vil bidrage til at berømme Helgi Þorgils Friðjónssons navn langt ud i fremtiden. Billederne er stærke kunstværker som påvirker og appellerer ikke kun til os men også til alle andre fordi de, hvert for sig, er så ubeskriveligt smukke kunstværker i sig selv. De vil kunne findes på vægge over hele verden lige som så mange af Helgis øvrige billeder – i Italien, i Schweiz, i USA, i Danmark, i Island. De er Island som besejrer verden.

Helgi beskæftiger sig med naturen, omgivelserne, mennesket i naturen. Derfor er han en politisk kunstner. Han står med livet versus grådigheden og ødelæggelsen. Helgi viser os omgivelserne, naturen, i dens smukkeste billede men samtidig et gavmildt billede. Vi fornemmer også ensomheden i omgivelserne, den kendsgerning at på det afgørende tidspunkt er mennesket altid alene. Vores ansvar som individer er klart. Men Helgi har også humor og latter, et smil. Den som går gennem Helgis udstilling med frossent ansigtsudtryk burde prøve at kigge på noget andet; for Helgis værker fremkalder på en gang et smil og et spørgsmål. Ensomhed og en gnist.

Jeg vil endvidere benytte denne lejlighed til at takke Christian Schoen for et særdeles interessant interview med kunstneren i det smukke katalog. Schoen stiller Helgi følgende spørgsmål: „Hvad er din filosofiske indfaldsvinkel til menneskets eksistens i denne verden” og Helgi svarer ” Jeg kan godt lide at svare på dette spørgsmål med en kort tekst af Søren Kirkegaard:

”Noget Vidunderligt er der hendt mig. Jeg blev henrykket i den syvende Himmel. Der sad alle Guderne forsamlede. Af særlig naade tilstodes den Gunst mig at gjøre et Ønske. ”Vil Du”, sagde Mercur, ”vil Du have Ungdom,  eller skjønhed, eller Magt, eller et langt Liv, eller den skjønneste Pige, eller en anden Herlighed af de mange, vi har i Kramkisten, saa vælg, men kun  een Ting.” Jeg var et Øieblik raadvild, derpaa henvendte jeg mig til Guderne saaledes: Høistærede Samtidige, jeg vælger een Ting, at jeg altid maa have Latteren paa min Side. Der var ikke en Gud, der svarede  et Ord, derimod gave de sig alle til at lee. Deraf sluttede jeg, at min Bøn var opfyldt, og fandt, at Guderne vidste at udtrykke sig med Smag; thi det havde jo dog været upassende, alvorligt at svare: det er Dig indrømmet”. Og Helgi fortsætter: ”Jeg kan godt lide at blande denne alvor og ensomhed. Man er alene, men der findes en gnist.”

Med disse ord fra Helgi og Søren Kirkegaard erklærer jeg udstillingen for åben; vi er alene, men vi finder en gnist og vi er i syvende himmel med guderne når vi betragter Helgis udstilling ligesom den store filosof Søren Kirkegaard da han traf guderne.

Udstillingen er åben.

 



 

Video Gallery

View more videos