De farlige cocktails

DIREKTØREN FOR Dansk Aktie Analyse, Peter Falk-Sørensen, skriver et besynderligt indlæg om islandske investorer i Danmark og Islands økonomi på bagsiden af JP's Erhverv og Økonomi 26/6.

Indlægget omhandler blandt andet den spændende, men dog farlige cocktail: Intelligens, gældsætning og lav moral. Det er ganske vist en farlig cocktail, men der findes en cocktail, som er betydeligt mere farlig. Den består af fordomme, uvidenhed og gemenhed, og det forekommer mig, at direktøren netop har rystet sådan en cocktail sammen og serveret den for læserne af erhvervssektionen.

Islændingene er ikke forvænt, når det drejer sig om medieomtale om deres investeringer i Danmark, men engang imellem går skribenterne så langt over stregen, at det er umuligt at sidde det overhørigt uden at tage til genmæle.


Stor respekt
I sit indlæg beskriver direktøren for Dansk Aktie Analyse de islandske investorer i Danmark som jonglører i et cirkus og prøver på at give rygter og sladderhistorier luft under vingerne. Han sammenligner endvidere de islandske investorer med sigøjnere. Han er selvfølgelig i sin gode ret til at have den mening om sigøjnere, som han selv ønsker, men denne statsløse folkestamme har igennem århundreder været udsat for fordomme og forfølgelse mange steder i Europa.
Islændingene har gennem tiderne næret en stor respekt for det danske folk, og det har som regel været gengældt. Islandske virksomheder har sat pris på at lave forretninger med danske virksomheder, mange islandske studerende har taget deres videreuddannelse her, og nu når islandske virksomheder er begyndt at søge ind på de internationale markeder, er det ikke så underligt, at netop Danmark bliver valgt. Det er kun naturligt, at danskerne funderer over, hvad de islandske virksomheders omfangsrige ekspansion bygger på. Islændingene har forsøgt at besvare disse spørgsmål ved at holde talrige informationsmøder om emnet, senest i København med den amerikanske økonomiprofessor dr. Frederic Mishkin, som for nylig har skrevet en rapport om det islandske økonomi- og finanssystem (hent rapporten fra: www.vi.is).

Det er, som om direktøren for Dansk Aktie Analyse ikke har taget sig tid til at gøre sig bekendt med sagen, idet han i sit indlæg vælger at sprede mistro med ubegrundede hentydninger om den islandske økonomi og om de islandske investorers karakter og planer i Danmark. At en leder for en selvstændig analysevirksomhed vælger at bygge sit skriveri på ubekræftede rygter og sladder, giver stof til eftertanke. En analysevirksomhed, som ønsker at blive taget alvorligt, bør basere sine analyser og skrivning på rene kendsgerninger og intet andet - analysevirksomhedens troværdighed står på spil. Direktørens indlæg ændrer selvfølgelig ingenting i islændingenes velvilje mod danskerne og Danmark og vil næppe have nogen indflydelse på islandske investorers fremtidsplaner i Danmark.


Solid økonomi
Hvis direktøren havde taget sig tid til at gøre sig bedre bekendt med sagen, ville han have opdaget, at de islandske virksomheders investeringer i udlandet grundes i en stor økonomisk fremgang i de seneste år og i særdeleshed solide økonomiske vilkår, adgang til lånekapital samt det islandske markeds begrænsede størrelse. Alt dette bygger i grunden på en stor virkelyst i den islandske befolkning og de naturressourcer, som islændingene har lært at anvende og administrere på en fordelagtig og bæredygtig måde.
Der er ganske vist en brod i direktøren for Dansk Aktie Analyses cocktail. Men indholdet er tvivlsomt, idet fordomme, uvidenhed og gemenhed før har bragt mange i uføre.

Yderligere oplysninger om Islands økonomi findes på hjemmesiden, www.icetrade.is .

Video Gallery

View more videos